Nye skilte hjælper med affaldssorteringen
Tønder Forsyning er i fuld gang med at udrulle ny skiltning på genbrugspladserne. Nu gør de nye landsdækkende piktogrammer affaldssorteringen lettere.
Langsomt men sikkert breder der sig en ny skiltning på Tønder Forsynings fem genbrugspladser. Udrulningen af nye skilte, der skal hjælpe kunderne med at sortere affaldet i den korrekte container, er nu nået til den tredje af forsyningens i alt fem genbrugspladser, nemlig den i Løgumkloster. Forud er gået opsætningen af nye skilte på genbrugspladserne i Skærbæk og Hølleskov i Toftlund.
- I takt med at vi har brug for nye skilte på genbrugspladserne, giver det mening at bruge skilte med affaldspiktogrammerne, som forbrugerne efterhånden kender fra blandt andet affaldsbeholdere og emballager, fortæller driftsleder for Tønder Forsynings genbrugspladser, Tom Larsen.
Affaldspiktogrammerne er danskudviklede og har allerede fundet udbredelse i Norden og Baltikum, ligesom EU lige nu kigger på piktogrammerne som led i en fremtidig ensartet mærkning til affaldssortering på tværs af hele EU.
- For os giver det bare mening at bruge piktogrammerne, og vi sørger samtidig for, at skiltene ser ens ud, uanset hvilken af vores pladser, du besøger. Derudover har vi også forsøgt at udbygge skiltene, så kunderne får vejledning omkring de ting, som typisk bliver fejlsorterede indenfor en fraktion. Så det lønner sig lige at bruge ti sekunder ekstra på at læse skiltene, forklarer Tom Larsen.
I løbet af første halvår 2025 følger en ny skiltning på Rømø genbrugsplads, og Tønder genbrugsplads følger trop senere.
De nye skilte bliver taget godt imod blandt kunderne.
- Folk kommenterer og ønsker os til lykke med de nye skilte, så det virker til, at kunderne er lige så glade for de nye skilte, som vi selv er, slutter Tom Larsen.