Spring over menu

  

Undgå overflødig plast

Mange af os oplever, at rummet til plast i vores genbrugsbeholder hurtigt bliver fyldt til randen, for i den typiske husholdning bruger vi rigtig meget plast. Men faktisk kan du selv gøre en del for at undgå overflødig plast.

Og ser du noget tabt eller flyvende plast i naturen, så befri den fra det ved at samle det op og smide det i den nærmeste skraldespand. Det bliver alle – inklusive naturen – glade for

Når du køber ind:

  • Medbring en mulepose til indkøb i stedet for at købe nye plastikposer. Det er også billigere
  • Undgå at købe madvarer, der er pakket ind i dobbelt plast
  • Køb grøntsager og frugt i løsvægt og køb/brug de små genbrugsnet beregnet til løsvægt
  • Vælg drikkekartoner uden plastlåg
  • Køb vatpinde af træ/pap i stedet for af plast
  • Sig nej til de små plastposer. Bare stik læbe­pomaden, æsken med piller og andre småindkøb i lommen eller tasken

Derhjemme:

  • Undgå husholdningsfilm og plastposer, når du skal gemme mad­varer. Brug bøtter eller silikone­poser, der kan vaskes og bruges igen
  • Sorter og aflever plast til genbrug
  • Aflever pantflasker i automaten

Når du er på farten:

  • Medbring din egen termokop til to-go-kaffen
  • Undlad at bruge plastsugerør og plastlåg – drik direkte af koppen
  • Drop engangsservice af plast og brug i stedet rigtige kopper, glas, tallerkener og bestik
  • Fyld din egen drikkedunk med vand – det er også billigere end at købe vand på flaske