Tønder Forsyning vil række ud til berørte borgere i Skærbæk
Det omhandler nogle af de borgere, der har gennemført nedsivningsløsninger til
regnvand på egen grund i de områder, som en vedtagelse af tillæg 9 nu vil fritage for
kloakseparering.
Det er en helt særlig situation, og vi vil gerne invitere de berørte borgere til en dialog.
Efter vores opgørelser drejer det sig om 29 borgere, der har gennemført løsninger
for nedsivning af regnvand på egen grund i de områder, hvor der med tillæg 9 er lagt
op til, at der ikke længere skal kloaksepareres. Dem vil Tønder Forsyning række ud
til, så vi kan få en dialog om de udfordringer, de eventuelt har oplevet.
Det betyder, at Tønder Forsyning vil kontakte de berørte borgere. Det sker, hvis
ændringen endeligt godkendes i kommunalbestyrelsen, der formentlig tager stilling til
tillæg 9 på mødet i slutningen af marts. Hvis der sidder berørte borgere, der allerede
nu vil i dialog, er man velkommen til at henvende sig til Tønder Forsyning på
info@tonfor.dk
Nedsivningsløsninger er fortsat en god idé
Selv hvis tillæg 9 godkendes, og fase 4 og 5 af den oprindeligt planlagte
kloakseparering i Skærbæk dermed aflyses, opfordrer Tønder Forsyning stadig de
borgere i Skærbæk by, der er tilsluttet fælleskloak, til at lave løsninger, der kan holde
regnvandet på egen grund, fordi det aflaster presset på fælleskloakken. Vi tilbyder
derfor fortsat, at borgerne kan få en tilslutningsafgift på 12.000 kr. retur, hvis man
laver løsninger, der håndterer regnvandet på egen matrikel.
Vil man høre mere om mulighederne for at få del i tilbuddet om at få tilslutningsafgift
retur, kan man også her henvende sig til Tønder Forsyning på info@tonfor.dk