Udvidelse af hal på Løgumkloster genbrugsplads er i gang
Håndværkerne er gået i gang med udvidelsen af hallen på Løgumkloster genbrugsplads – en hal, som primært bruges til at sortere miljøkasserne, der kommer ind fra hele kommunen. Udvidelsen skal dels sikre mere plads til sorteringen, men formålet er også, at en del af den nye hal isoleres. 160 kvm. bliver isoleret, så arbejdsforholdene for medarbejderne forbedres betydeligt, og de vil kunne stå i varme og sortere miljøkasserne.
Udvidelsen har været på tegnebrættet i et stykke tid, men nu er Visby Tømrer- og Murerforretning rykket ind på pladsen i Løgumkloster. Byggeriet forventes at stå på til midt i juli.
I uge 17 etableres en brandvæg, og der bliver sat byggehegn op rundt om den del af hallen. Det betyder, at der bliver en del mindre plads i hallen, mens arbejdet står på, men både medarbejdere og kunder på pladsen vil fortsat kunne bruge en del af hallen.
24/7 lukkes midlertidigt
Når tømrerne for alvor går i gang, så lukkes 24/7-ordningen på Løgumkloster genbrugsplads midlertidigt. Ordningen lukker fra og med 5. maj til midt i juli, når byggeriet står færdigt. Der vil være normale åbningstider med bemanding i byggeperioden, og hvis kunderne er tilmeldt 24/7 kan de naturligvis benytte 24/7-ordningen på de øvrige genbrugspladser, mens Løgumkloster er lukket.